Menu Luk

AT REJSE MED EN KØRESTOL

Inge har siddet i kørestol i efterhånden mange år, men dette har ikke afholdt os for at rejse. Vi  har gjort os en del erfaringer, mange af dem på den hårde måde.

Inge sidder i en almindelig hånddreven kørestol, og er i stand til at gå nogle ganske få skridt. Det er en stor hjælp.

Disse vilkår er udgangspunktet for det efterfølgende.

 

Hvorhen kan man rejse?

I udgangspunktet er der ikke nogen verdensdel eller noget land, hvortil man ikke kan rejse.

Det må derfor være ud fra en konkret vurdering, om man mener, man vil være i stand til at få det fulde udbytte af at besøge et sted. Det er en vurdering, man selv må foretage, evt. i samarbejde med rejsearrangøren, hvis en sådan findes. Nogle arrangører vil helt sikkert sige nej, og så er det op til den enkelte, om man tager chancen på egen hånd, det har vi måttet gøre bl.a. til Syrien, men det blev rejsen så sandelig ikke dårligere af.

Begrænsningerne kan ligge i om man kan komme rundt med en kørestol i den udstrækning man ønsker, når man ikke er i bil eller bruger anden transportmiddel.

Det kan også være klimatiske forhold, kulde eller varme, som gør at kørestolsbrugeren har for megen ubehag ved turen, eksempelvis kan Inge ikke klare høj varme i kombination med høj luftfugtighed.

Den enkeltes generelle helbredstilstand spiller selv sagt også ind, og mulige behov for helbredsmæssig bistand under vejs. Ikke alle lande har lige udviklede sundhedssystemer, men man kan blive overrasket over hvor langt man er fremme andre steder i verden, men det koster, hvis ikke lige man har en god rejseforsikring. Check altid med dit forsikringsselskab.

 

Hvilken rejseform?

Når man beslutter sig for at rejse, skal man først og fremmest afgøre med sig selv hvilken rejseform, man brænder for, og hvad man kan magte.

Der er daseferie på en af de mange feriedestinationer der findes, storbyferie, rundrejse med bureau, krydstogt, kør-selv, eller noget helt 6. (Vi har en bekendt i kørestol, som tager på skiferie i Østrig, vel at mærke ikke for at se på, men for at være aktiv, så sig ikke at der er muligheder)

Hver af dem har sin charme.

 

Daseferie i varmen

Er det kun et spørgsmål om at komme ned i varmen, og ikke har de store planer om at komme uden for det nærområde, man kommer til, er det rimelig nemt at alliere sig med et rejsebureau, og forelægge dem sine ønsker.

Man skal dog være yderst præcis med hensyn til hvilke behov man har i forhold til såvel hotel som værelse, da det kan være svært for en ikke handicappet over en telefon, helt at forstå problematikken. og behovene. En klassisk problemstilling er adgang til toilet, er døren bred nok, og er der trin ind?

Vi orienterer os altid om det konkrete hotel på nettet, inden man bestiller.

 

Storbyferie

Storbyferien er umiddelbart nemt, at gå til, Det kræver et transportmiddel, fly tog eller bil, og så et hotel, som har de ønskede faciliteter i forhold til en kørestol.

Vi vælger altid at bo lige i centrum, måske lidt dyrere, men så slipper man for at skulle bruge alt for megen tid på unyttig transport, og er der brug for et hvil, er dette også nemmere.

Vi har brugt google rigtig meget til at finde det rette hotel, og har herefter taget kommunikationen direkte med hotellet, for at sikre os mod så få misforståelser som muligt. Ofte vil hotellerne gerne matche diverse bookings sider, når det kommer til pris. Visse steder er der hjemmesider, som kan guide en i forhold til hotelvalg mv.

Og så er der lige det med byens infrastruktur. Ikke alle byer er lige fremkommelige, stejle gader og mange trapper.

 

Rundrejse med bureau

 I nogle lande, kan/må man ikke rejse på egen hånd, men skal via et bureau for at kunne foretage rejsen.

På de rejser, vi har foretaget af den art, har vi ikke rejst som en del af en gruppe, men bestilt rejsen individuelt, altså kun jeg og Inge med egen guide og egen chauffør.

Dette for at undgå stress fra andre medrejsende, og for at have muligheden for at finde alternativer hvis en konkret oplevelse ikke umiddelbart var mulig på grund af kørestolen.

Det sjove er at det faktisk ikke er meget dyrere at rejse på den måde, og tilmed mindre stressende.

Det er oplevelsen, for visse landes vedkommende, at det danske bureau i realiteten blot er formidler mellem kunde og et lokalt bureau, så selv om man forklarer den danske part om problemerne med en kørestol, er det ikke givet, at der i kontakten til det lokale bureau helt er en forståelse for det der med kørestolen. Det oplevede vi i både Vietnam og Iran, Det havde ikke noget med uvilje, at gøre, men manglende viden om, at der kom en turist i en kørestol til et land, som slet ikke er indrettet til det.

I vores tilfælde klarede vi også de udfordringer, ved velvillig hjælp fra nogle gode guider og lokalbefolkningen. Der er altid nogle man kan spørge, og sjældent har jeg oplevet et nej.

Et eksempel på hjælpsomhed oplevede vi i Syrien.  I Bosra var vi endt i en ruinby, hvor jeg til sidst måtte give fortabt. Eneste vej ud, var op ad en stentrappe, 20-30 m høj. Det måtte jeg erkende nok ikke at kunne klare.
Heldigvis gik der et sjak arbejdere, og da jeg spurgte efter hjælp, var de straks klar til at bære Inge op.
Vel ankommen til overfladen spurgte jeg til, om de ikke ville have lidt for hjælpen, hvilket de afviste med henvisning til, at det var dog det sjoveste, de havde oplevet den dag.

 

Kør-selv

Kør-selv er helt klart vores foretrukne rejseform, både det at køre fra hjemadressen og ned i Europa, eller et fly og en lejebil på destinationen.

Det opleves mere frit, og man bestemmer selv hvad man vil og hvornår.

Det er til gengæld den rejseform, som kræver det fleste forberedelser.

Vi har også lavet to semi kør-selv rejser, en til Syrien og en til Jordan, hvor vi købte en billet til hovedstaden, og derfra, via hjælp fra hotellet hyrede en minibus, som så tog os rundt til det steder vi gerne ville se. Det var faktisk både nemt, og også ret billigt, idet vi opererede i lokale priser, som jo er en del lavere end hvad vi havde skullet betale hvis vi havde købt hjemmefra.

En sjov detalje omkring vores tur til Syrien var, at vi bl.a. gerne ville se Petra, og nogle af de andre smukke steder i landet, så vi fik fat i en chauffør. Da vi ikke havde så mange kontanter med, og jeg hev et kreditkort frem, viste det sig, at der åbenbart kun et sted i Damaskus, det lige kunne lade sig gøre at bruge dette, og det var på et stor fint hotel, så der drog vi hen.
Desværre var terminalen nede, så vi kunne ikke komme til at betale. Det var jo lidt træls, da vi havde besluttet os for at tage ud i landet 2 dage efter. Chaufførens boss boede i Beirut, og jeg spurgte så til nogle bankoplysninger på ham, for så ville jeg få vores bank til at løse opgaven.
Det var han noget skeptisk over for, men jeg fik et nummer på hans chef, og så sendte jeg en sms til vores bank, om de ville kunne løse opgaven.
Chaufføren var noget benovet, da han kom på hotellet næste dag, for chefen var blevet ringet op af vores bank, med henblik på at overføre det nødvendige beløb.
Derefter fik vi ren vip behandling, for når vi havde den form for kontakter, måtte vi jo være noget specielt. Den tro lod vi ham så blive i.

Skal man køre selv, er det vigtigt, at man starter med at beslutte sig for hvor hen turen skal gå, hvad man gerne vil se, er de natur, kultur eller begge dele, og hvor lang tid man vil være af sted. Det er altså i gang med at læse og studere om hvad der er at se på, og om man kan komme i nærheden af det.

Inden ruten lægges, skal man gøre sig følgende overvejelser.

  • En tidsplan, som tager højde for at det kan være hårdt at sidde i en bil en hel dag. Man skal være varsom med at lægge ambitionsniveauet for højt.
  • Skal man køre hver dag, eller hver 2. eller 3. dag? Vi foretrækker at køre hver 2. dag, og hvis vi skal se meget et bestemt sted, så blive nogle flere dage.
  • Hvor langt vil man køre om dagen? Afstandene afhænger af hvilke veje, man kører på. På motorveje når man pænt langt på en time, men på grusveje når man jo knap så langt.

Så man er så vidt, og kan der lægges en rute, og og så er det frem med kortet.
Vi har på  flere af vores rejser til Canada og USA været så frisk, at vi gik på nettet, og fandt nogle af de ruter, som bureauerne udbyder, for at få et billede af hvad man kunne og tidshorisonten.
På nettet findes der endvidere forskellige ruteplannere, som kan beregne hvor langt der er fra A til B, og hvor lang tid det vil tage. Nogle har også en valgmulighed, der hedder the scenic route, så man evt. kan holde sig fra motorvejene.

Herefter skal der så findes egnede hoteller. Det er en møjsommelig opgave, da det ind imellem kan være svært at finde hoteller der, hvor man har tænkt sig at køre til.

Det kræver tålmodighed og kreativitet. I Canada oplevede vi at der ingen hoteller var i området, men ved søgning fandt jeg et fiskeressort, som havde nogle helt fantastiske hytter ude midt i den store natur. En helt fantastisk oplevelse.

Når man finder frem til et hotel, skal man gå på deres hjemmeside, for at finde ud af om man overhovedet kan være der med en kørestol. Man kan ikke altid være sikke på, at selv om der står det er et handicapvenligt hotel, at det så har hold i virkeligheden, når der er tale om en kørestol.
Der er man nødt til at skrive til hotellet og forhøre sig.

I vores spæde start med kør-selv, var vi taget en tur ned gennem Europa, til Zagreb, og tilbage over Verona i Italien.

Vi skulle overnatte i Trieste, og hotellet var bestilt, da der stod de havde en elevator. Den elevator var ikke større end et kosteskab, så en kørestol var der ikke lige plads til.

Gode råd var dyre, da det var meget sent på eftermiddagen, og der var valg i Italien. Vi besluttede os derfor, for at køre mod Verona, og booke os ind på det første, det bedste hotel vi kom forbi. Det viste sig at være et hotel helt ned til Adriaterhavet, men en beslutning var truffet, så ind på hotellet. Vores bil, en berlingo på gule plader, passede ikke helt ind vognparken på parkeringspladsen, og vi havde ikke lige den rette garderobe med til sådan et sted, men det er fantastisk hvad et kreditkort og en kone i kørestol kan gøre, så vi fik et udsøgt værelse med udsigt over havet, og noget helt fantastisk mad.

Med voucher på alle hoteller i hus, skal der lejes en bil, hvis man da ikke lige er kørende i sin egen.

Der er det en god ide, at gå uden om de hjemmesider, som alene er bookningsbureauer, som lover at klare opgaven for dig, og gå direkte til biludlejerne Man ender altid med ekstra regninger både på det ene og det andet, som udlejeren ikke anerkender, og så skal man til at betale en gang til.

Det er en klar fordel at have et mastercard, når man lejer bil.  da der ligger en forsikring i kortet, som man så ikke skal til at tilkøbe (i USA og Canada kan du kun leje med et mastercard).

Når alt det er i hus, plus det løse, så som sejlture, mulige seværdigheder osv. Skal der lige bestilles nogle flybilletter, hvor man så skal huske at få gjort opmærksom på at der er en kørestolsbruger, og hvilken form for assistance, der er brug for.

 

Hvad er værd at huske før og under rejsen.

 

  • Er rejseforsikringen på plads, og dækker den?
  • Check evt. op med SOS om der er noget i forhold til helbredet, som taler mod at man rejser, her tænker jeg på, at hvis uheldet er ude, vil man så kunne gøre brug af sin rejseforsikring uden at hænge på en kæmpe gæld når man kommer hjem.
  • Skal man med fly, skal man være sikker på, at der bliver bestilt den rette service. Der er forskel på, om man skal have hjælp i lufthavnen, om man selv kan gå om bord, skal liftes op, eller liftes helt til sædet, eller skal have anden hjælp. Hver af disse har sine egne kode. Kontroller om dette fremgår af din billet.
  • Har I oplysninger om jeres familieforsikring med?
  • Skal du have internationalt kørekort?
  • Husker I at have mere end i kreditkort med?
  • Det blå sygesikringskort i Europa?
  • Har passet den nødvendige gyldighed?
  • Skal man have visum? Til USA gælder der særlige regler hvis man forinden har været i bestemte lande, fx Iran. Så skal man til samtale på ambassaden.
  • Er tilstrækkelig medicin bestilt. Og er der særlige regler omkring medicin i det land man ønsker at besøge?
  • Kører man selv, hvad med GPS? Vil man leje eller selv have med? Vi bruger altid vores egen, da jeg kender den, og den taler dansk.
  • Telefoni under vejs. I nogle lande, har jeg købt et lokalt taletidskort, specielt hvis der skal ringes til lokale guider eller hoteller. Det er noget billigere end at ringe fra en dansk telefon.
  • Når man henter sin bil, skal man kontrollere den nøje for ridser stenslag og buler, visse biludlejere har ikke det bedste ry. Tag billeder både ved afhentning og aflevering, og få disse bekræftet af udlejer.
  • Det mest basale værktøj til at kunne lave en simpel reparation på kørestolen
  • Overvej at få enten massive eller punkterfri dæk på kørestolen. Det er et bøvl at skulle lappe alt for tit under vejs.

 

 

Jeg har sikkert glemt noget, men det kommer på når jeg kommer i tanke om det, eller andre minder mig om det.